Til premieren på Claus Deleuran Prisen d. 17 marts 2016 bad vi Søren Vinterberg om at indlede ...

"Omkring 1980 kom jeg engang ved et seminar til at sidde ved siden af Claus Deleuran. Mens vi hørte på et oplæg om børnelitteratur og billeder, doodlede både han og jeg på de blokke, vi skulle have taget noter på. Eller sådan set tegnede vi, for stregerne forestillede noget – eller nogen. Især folk i lokalet.
        Men da jeg kiggede ned på Claus’ papir, havde han også tegnet én, der slet ikke var til stede: Ole Bole. Ikke ham, der gik i skole i sin moars underkjole, som vi plejede at vrænge. Nej, den rigtige Ole Bole fra den ABC, som Storm P. illustrerede, og vel at mærke tegnet fuldstændig som Storm P. selv gjorde det, med små skyggeskraveringer, flyvende tavlesvamp, tophue og hele svineriet. Men udelukkende efter hukommelsen.
        Sådan fungerede billedarkivet i Claus Deleurans krøllede hoved. Billeder, som han én gang havde set med sine øjne, kunne han fremkalde igen med sin hånd og sin Rotring-tuschpen. Men ikke uden at det fik et umiskendeligt præg af ham selv. Jeg nævner det for at minde om, at nutidens kunst altid står på skuldrene af fortidens, derfor kan den i bedste fald nå højere op eller længere frem.
        Og når nu det er Storm P’s figur, der har lagt navn til Danmarks ældste tegneseriepris, Ping-prisen, afspejler det en smuk forbindelse mellem fortid og nutid, at også Danmarks nyeste tegneseriepriser kan uddeles her på Storm P. Museet, selv om de bærer et andet navn: Claus Deleurans.

Hvem han var, og om han havde noget med Storm P. at gøre, har initiativtagerne tildelt mig den ærefulde opgave at minde jer om – selv om jeg egentlig er sikker på, I alle her kender dem begge.
Det siges om Storm P., at han engang skulle holde tale til sin første kone, den 23 år ældre Lydia Sørensen, som for nemheds skyld lystrede navnet ’Mads’. Storm slog på glasset, rejste sig og begyndte:
”Kære Mads...” Men stemmen svigtede den ellers så scenevante og veltalende mand. Han forsøgte igen:
”Kære Mads...” men måtte atter holde inde.
En tredje gang: ”Kære Mads...” Og stop.
Et sidste forsøg: ”Kære Mads...” Stadig klump i halsen. Men så:
”Kære Mads, du ved besked!”  Og så satte Storm sig ned igen. 
Og eftersom der er folk her, som kender Claus Deleuran langt bedre end jeg – for eksempel hans kone og børn – burde jeg måske klare mig ligesom Storm: ”Claus Deleuran? Jo... I ved besked!”

         Men den går jo nok ikke. Så jeg prøver alligevel, med fare for snarere at minde jer om en af Storm P’s fluer:  
Man ser to vagabonder, den ene med lorgnet og paraply trods det lappede kluns, den anden bare med en snurrende tekedel på hovedet:

For ganske vist har jeg altså kendt Claus personligt. Ja, sågar et par år først i 1980erne boet i hans nabokommune i Sydsjælland, hvor vi en overgang havde børn i samme skole – nemlig i Skelby, der lå lige i kommuneskellet, som navnet siger. Men først og fremmest har jeg jo læst mig ind i hans verden.
         Jeg abonnerede nemlig på politisk revy, da bladet den 5. marts 1971 – takket være den daværende redaktionssekretær, Poul Holt, Claus’ ven fra kollegiet på Kofoeds Skole – kunne trykke de første striber af hans første lange tegneserie med den korte og fyndige titel ”Den sandfærdige og ubesmykkede beretning om Thorfinn Karlsen Tågegårds lykkelige liv”.
Vi læsere så med det samme, at her var noget usædvanligt på færde, noget i retning af Danmarks svar på den amerikanske Underground-tegner Robert Crumb (som i parentes bemærket havde gået rundt og sultet i København kun få år tidligere). Smukke, sort-hvide, kun let forenklede tegninger af et ærkedansk landskab, befolket af måske knap så smukke mennesker med kartoffeltud og et uhyre pragmatisk forhold til tilværelsen.
         Man må her huske på, at smilebåndet ikke ligefrem var den legemsdel, datidens venstrefløj sled mest på. Men Claus brugte faktisk organet så meget, at han havde fået smilehuller af det, og ’Thorfinn’ havde så at sige alt det, Claus senere foldede ud i stadig ny former:
”Sidder Thorfinn stadig og læser blade?” spørger Mikkeline hans mor i anden del af ’Thorfinn’.
”Ja, det er vist Bamse & Dukkelise og Willy på Eventyr og Klaus Kludder, han følger med i,” svarer fru Karlsen Tågegård, før hun slikker piskeriset rent for pandekagedej.
         De talebobler, kan vi godt regne med, rummer noget selvbiografisk. Den runde tegnestil er en slags hulspejl for alle de humoristiske tegneres streg, som Claus i Odense (og jeg selv i København og hele vores generation af danske børn, de såkaldt ’store årgange’ midt i 1940erne) var vokset op med.
(Ja, begrebet kendes ikke kun fra vinproduktion.)

”Det var Anders And og Molboerne, Storm P. og Carlt, Klaus Kludder og Rasmus Klump og så’n noge’, jeg læste” som barn, forklarede Claus mig engang i et interview på sit særlige fynske. ”Det er bare en stil, jeg har overtaget derfra. Forskellige måder og faconer at tegne på, som jeg har blandet sammen og siden brugt i én køre.”
        Carl Barks og Storm P, Holger Philipsen og Vilhelm Hansen er måske ikke lige stor verdenskunst altsammen, men tag ikke fejl: Claus Deleuran slugte viden i samme takt, som vi andre trækker vejret, også på billedområdet. Så hans tegninger rummer også venlige hilsener til f.eks. Gustave Dorés syn på Djævelen, til Lorenz Frölichs senromantiske eller før-Jugend syner af den tidlige Danmarkshistorie, til middelalderens kalkmalerier og moraliserende piktogrammer såvel som til alle 1950ernes danske annonceillustrationer. For nu slet ikke at tale om, at han i sjette bind af ’Illustreret Danmarkshistorie for Folket’, længe før enhver Muhammed-krise, har afbildet profeten selv på vej til himmels og trods forbuddet hele hans ansigt med – ”for det ser så dumt ud uden hoved”.



Alene i ’Thorfinn’ er der yderligere referencer til folkesagnenes Lindorm og dermed jo til Wagners Rhinguld og sagaernes Sigurd Fafnersbane; til Lord Greystoke, bedre kendt som Tarzan; til Strudsen Rasmus’ rejse gennem ørkenen og over havet; men også til Anden Mosebog kap. 7 vers 10, om staven der bliver til en slange, her for profeten Karl Åge Enoksen alias Sankt Kalorius, som han senere hedder i ’Mikkeline på skattejagt’ – der yderligere har en smuk parafrase over Mariæ Bebudelse, som den berettes i Lukasevangeliets kap 1, vers 28 ff.
         Piraterne i de to album fortjener en særlig omtale. For ikke alene er de – og den berømte tønde Rom, der bliver Thorfinns ydmyge bolig – selvfølgelig arvtagere efter Long John Silver & Co. i Stevensons ’Skatteøen’. De har desuden selv åbenlyst lagt gener til de pirater, som Jakob Martin Strid langt senere søsatte i ’Den kæmpestore pære’ og flere af sine lyriske mesterværker om ’Mustafas kiosk’ og ’Min mosters gebis’. Senere tegnere står nemlig også på skuldrene af Claus Deleuran. Sammen med Thorfinn demonstrerer piratkokken jo desuden her en sikker afløser for søfartsstyrelsens anbefalede redningsveste, hvis man sku blive tvunget til at gå planken ud: Spis først tilstrækkeligt med surkål! Så bliver du så oppustet som en badebold. Metoden anvendes vist allerede af visse tyske badegæster ved Vesterhavet, men jeg tvivler på, at den havde været opfundet uden forudgående flittige studier i Carl Barks’ samlede værker.

         Interviewet, jeg omtalte før, blev trykt i Information den 4. august 1986, hvor jeg dengang arbejdede. Det var på Claus’ 40 års fødselsdag. Jeg og en 13-årig læser, der havde vundet rollen som ’reporter for en dag’, havde været i Regerup ved Glumsø, hvor husholdningen på det tidspunkt foruden tegnerens kone Lone og sønnerne Thorfinn og Anders omfattede 10 får, 8 høns, 2 haner og 2 katte. Men det var nu mest tegneren, vi interviewede.
         Den 13-årige gæstereporter stillede ham også følgende spørgsmål: ”Hvordan får du ellers dine ideer?” Og Claus svarede:
         ”Det er sådan set meget nemt, sådan nogle ideer svæver der så mange af frit rundt. Men historien om ’Rejsen til Saturn’ havde jeg tegnet som barn, den lavede jeg så bare en gang til. Den oprindelige ide kom af, at én jeg legede med nede på gaden havde fået sig et blad med en rumrejse, sådan i amerikansk stil. Og en snurretop, jeg havde, syntes jeg lignede en flyvende tallerken, så de kom til at se sådan ud.”
         ’Rejsen til Saturn’ blev som bekendt først trykt i et andet uærbødigt blad, nemlig ’Corsaren’, og faktisk var der næppe det blad i 1970ernes og 1980ernes Danmark, han ikke tegnede til: Børn & Unge, SOC, Studenterbladet og så de to dagblade: Information og Ekstra Bladet.

         Takket være Informations daværende chefredaktør Povl Høst Madsen trykte ’den mindst ringe’ i 1980erne Claus’ og hans bror Jespers serie om privatdetektiverne med dæk-navnene Pirelli og Firestone – senere af ophavsretslige årsager omdøbt til Schønning & Arve – og desuden ’Mikkeline på skattejagt’, hvor detektivernes og Thorfinns verden igen flyder sammen.   
Til Ekstra Bladets Side 2 tegnede han satiretegninger, men det vigtigste var, at Pedro fik oprettet et ugentligt tegneserietillæg til bladet, hvor ’Illustreret Danmarkshistorie for Folket’ blev det store trækplaster og samtidig sikrede Claus så fast en løbende indtægt, at han fik råd til at virkeliggøre dette kæmpeværk i 9 bind – med det niende som ’det ufuldendte’, ligesom hos Schubert.
For den 31. januar 1996, et halvt år før han ville have rundet de 50,  blev han ramt af én hjerneblødning og tabte pennen brat, ligeså brat som Jens Vejmand tabte sin hammer. I nekrologen i Politiken kaldte jeg ham ”Mor Danmarks kyske elsker”, efter de kærlige og fornemt udførte omslag på Danmarkshistoriebindene.
Uden hans tusindvis af tegninger til serierne, plakaterne, de satiriske kommentarer og de blide børnebøger og tegnefilm, som jeg ikke kan nå at komme ind på her – uden dem havde Danmark været en endnu mere sammenbidt nation. Og det er jo galt nok allerede.
         Med sin kæmpe viden og sit godmodige vid, med sin fine streg, hvor så mange tidligere tegneres streg løb sammen, viste Claus os både de slikkede skurke og heltene, de hængerøve, som ægte spejlbilleder af os selv. På den måde ydede han en fornem indsats for at holde vores nationale selvforståelse helt nede på jorden og punktere al selvoppustelighed. Han repræsenterede en menneskelighed ikke ulig Storm P’s, som i endnu en Flue lader en noget brovtende herre bemærke:
”Jeg taler nitten forskellige sprog!”
Hvorpå den anden svarer:
”Nå, så kan De måske sige mig, hvad klokken er?”

Jeg kan se, jeg har overskredet min egen tid, så tak for ordet."

S.V.